SommerOase i Odder juli 2010

artikel af Mogens Maagaard

se flere billeder fra SommerOasen her

På vej mod Odder  
I forsommeren modtog jeg en e-mail fra "Sommer Oase". På nettet var jeg blevet 'spottet' som klyngeleder for en Pilgrims-klyng - "Plantet ved bækken" - i ÅVM (Århus Valgmenighed). I e-mailen blev jeg spurgt; om jeg kunne deltage som pilgrims-guide, på "Sommer Oase´s" pilgrimsvandring, onsdag d. 21 juli. 

Skønt mine erfaringer med "pilgrims-temaet" klart var i den indledende fase, og jeg ikke havde ferie i den uge, kunne jeg ikke sige andet end; "ja".
Min chef og kollegaer viste heldigvis forståelse for mit ønske om en fridag - på en af sommerens herligste badedage.
 
Så jeg startede min "vandring", fra Brabrand mod "Sommer Oasen" i Odder, tidlig onsdag morgen - på cykel. Næst efter ordinær vandring og sejlads med vores lille sejlbåd (for sejl) er cykling, for mig, en - relativ okay - bevægelses form. En form der giver en vis mulighed for eftertanke.
 
           
 
Og eftertanke - eller forsinket omtanke - blev der rigelig tid på de godt 25 kilometer i sadlen, mod Odder. Ikke mindst tanken; - "Hvad er det dog jeg har rodet mig ud i?".
 
Vores pilgrims klynge i Århus, har den første søndag i måneden - siden januar 2010 - gået en lille pilgrimsvandring langs Brabrand Søen og Årslev Engsø.
Men ingen vandring har varet over 3 timer.
Ingen af vores vandringer har haft udlagte 'vandposter'.
Ingen af vores vandringer har været længere end 5 kilometer - i alt... o.s.v.
 
Med Lars Neve, som min personlige og lokale "pilgrims-mentor", har jeg altså blot, i de sidste få måneder, fået lov til at træde mine første 'spæde skridt' ind i pilgrimsvandringens forunderlige verden. En verden af Guds nærvær.
Jeg skal erkende at mange trådes løse ender er, blevet knyttet sammen til en række "Ahaoplevelser". Ikke mindst igennem den introduktion jeg fra Lars har modtaget, til den keltiske kristendoms naturforståelse. Det har på et eller andet plan, været en udvidelse af min Guds forståelse, som har beriget, - men også udfordret - min i forvejen gode Indremissionske baggrunds-bagage.
 
Men jeg var stadig så ny, på denne vej!!! - så uerfaren !!! - så 'grøn' !!!
 
- Hvad skulle jeg dog have at give, på denne dag?
 
Så endnu engang måtte jeg bede - som på flere klyngesøndage; - "Gud vær du MIN pilgrims-guide - Så vil jeg godt, rent fysisk, gå foran den lille flok af pilgrimme !"
 
"Strandruten"
På forhånd havde jeg modtaget en meget detaljeret beskrivelse og et glimrende kort over dagens længste pilgrimsvandring; - "Strandruten".

Da jeg ikke havde haft muligheden for at være med på en "prøve-vandring" - tidligere under "Sommer Oase" stævnet - havde jeg forberedt mig, i mindste detalje, med Google Earth, på internettet...

Genialt! Jeg kendte hvert sving, hver seværdighed, hver bakke - helt ned på "Street view" niveau. Al denne viden blev tilegnet, med en kaffekop i hånden og uden anden energi udfoldelse end at røre en finger - på 'musen' - og et klik en gang i mellem!!!
Da jeg kom frem til Odder, har man dog besluttet at ændre "Strandruten" radikal. Bl.a. havde den oprindelige rute en lidt for optimistisk længde og men mest p.g.a. sommervarmen. I sidste øjeblik, blev en ny og meget mindre trafikeret rute - over grusveje - fundet og opmærket.
 
Klokken 11:00 gik Elizabeth Knox-Seith på scenen i det store telt. De næste 3 kvarter fik stævne-deltagerne en god introduktion til eftermiddagens pilgrimsvandringer. Tilbuddet lød på;
1) En familie og barnevogns-venlig vandring -
2) En mellemlang vandring ud over markerne og til sidst;
3)"Strandruten" fra Odder til Sakskild Kirke (og evt. Saksild Strand)
 
Kl. 12:30 var der afgang fra Oase Torvet...
Med Birgittas bøn; "Herre vis mig din vej og giv mig mod til at gå den"  - var signalet givet til afgang, ud igennem lejren. Ud på den første kilometer (og næsten eneste) trafikerede asfaltvej. I "gåsegang" - i venstre side af vejen - 50-100 meter mellem grupper, af 10-15 pilgrimsvandrere.
 
Jeg opmuntrede min lille gruppe af pilgrimme, til at tage en lille håndfuld sten op (5-7 små sten). Medens vi nu langsomt gik, kunne vi slippe sten efter sten og efterlade dem i vejkanten. Et billede på ting vi havde brug for at "lægge fra os" - lægge på Ham, som kaldte sig selv "vejen". Stenen kunne symbolisere en bekymring, en irritation fra fortiden (som en sten i skoen), en tank om et projekt man stod midt i eller foran...
 
Og så skulle 'stilheden' fylde os. At vandre sammen uden at tale. Uden at forstyrre egne eller andres tanker, gik vi i en lang række - undertegnede forrest - og en frivillig "bagtrop" til slut. Imellem disse to "yder punkter" forberedte vores lille gruppe af pilgrimme, sig nu på vandringen.
Hvor var denne 'stilhed' dog velsignende! Denne fokusering, ind og op!
Det var her jeg oplever 'pilgrimmen' skilles fra 'vandreren'. Det var her fokus blev flyttet; - "Herre vis mig din vej og giv mig mod til at gå den".
 
Som stabil; 'måneds vandrer'... ligger man mærke til forandringerne i naturen og årets gang. Tænk bare på den botaniske mangfoldighed i en gennemsnits vejkant i Danmark. Ikke det mest gæstfrie sted at slå sig ned. Vinterens vejsaltning, bildæk der kommer ud i rabatten (når de undviger f.eks. pilgrimsvandrerne) og det generelle grusede, nærings fattige underlag.
Alligevel er her plads til en lang række græsser og andre planter... der står side om side og danner den smukke traditionel dansk vejbred. Lidt en kontrast til den intensive dyrkede kornmark lige bag ved!!!
Mangfoldigheden i vejkanten... glæden over mangfoldigheden og forskelligheden i Guds børneflok... det var en af de hilsner Gud gav mig på denne del af vandringen.
 
Første stop. vandflaskerne blev fundet frem... og vi, blev nu i oplægget, opmuntret til at følges ad to og to, gerne med den "mest fremmede" i gruppen. Tanker fra de første kilometer, fra formiddagens oplæg med Elizabeth eller andre, der var født, under stævnets overskrift: Fornyelse - kunne deles.
 
Jeg havde bemærket at jeg de første kilometer gik og kikker meget ned. Lidt melankolsk eller afventende.
Men da vi kom til grusvejen, fornemmede jeg stilheden var brudt. Da jeg kikkede mig tilbage, var "gåsegangen" afløst af dybe og intense samtaler.
 
Herfra fik jeg også selskab i fronten... og tanker, erfaringer, vidnesbyrd, drømme, hjertesuk, glæder - deltes.
 
Ved "madpakketid" var vi nået frem til en landejendom med høje, skyggende træer. Da min lille gruppe havde sat sig i græsset og snakken gik... så var jeg taknemmelig. Tænk at stå der med en lille gruppe af fremmede mennesker, der ganske af sig selv - helt frivilligt -  var draget ud i den gloende sommer varme, og havde taget "pilgrimsvandringen" til sig.
Min eneste funktion i dette var; at gå forrest og vise vejen ud igennem det pragtfulde danske sommerlandskab- og lade den egentlige "Pilgrims guide"; vise LIVETS VEJ.
 
LIVETS VEJ, som kunne blive så meget rigere hvis vi tog de velsignede "pilgrims ord" med os hele vejen. På den videre vandring skulle vi netop opmuntres til fordybelse og samtale om pilgrimsvandringens grundelementer; Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og Åndeligheden/spiritualitet.
 
At nå målet !
Næste stop var Saksild Kirke, hvor vi blev inviteret ind til en lille andagt og en salme...
Dette var det officielle endemål for "Strandruten"... og herfra gik turen "hjem over" igen... For de fleste gik den "hjem over" via Saksild Strand. En rigtig 'dansk sommer strand' når vandet er på den rigtige side af 20 grader, når solen bager på det hvide sand - hvis den da kan for badehåndklæder og strandgæster.
 
"Havet omkring Danmark" er for mig ensbetydende med; eftertanke... og det var der dog lige akkurat også plads til...
 
De fleste af mine medvandrer kunne ikke dy sig for at komme ud i vandet... tilbage sad jeg og tænkte tilbage på eftermiddagen. På de samtaler vi havde haft. På den oplevelse af 'frihed' en af vandrerne havde delt med mig;
 
- "Det er godt ikke at skulle orientere sig om hvor man skal gå... eller hvor målet er. Du går jo foran, Mogens. Det er overraskende befriende. Tænk sig; ikke end gang min mobiltelefon har jeg med. Her har der været oprigtig ro til nærvær med Gud" (dette er ikke ordret, men essensen af det jeg hørte !)
 
Vandringen tilbage til stævnepladsen fik jeg lov til at gå, med en reduceret gruppe...
Da vi gør det sidste stop, for at få lidt væske, opdager jeg til min begejstring at Dorthe (min kone) har puttet 4 stykker rå marcipan i min madpakke. De skal selvsagt deles med mine 3 medvandrer...
Og her undres jeg så igen over menneskers forskelligheder.
Sommersol, alm. postevand og rå marcipan... for 3/4 dele af "min" lille gruppe, var dette sidste element i 'måltidet', ikke verdens 8. vidunder... besynderligt!!!
 
Men hvad gør det, når de 2 i gruppen påstår de lige har set en kænguru, mellem Saksild og Odder (eller fået begyndende solstik ? ).
 
Alt overskyggende var det dog dette:
Guds nærvær, havde på en særlig måde... denne dag i juli 2010, skinnet igennem "et ganske tyndt lag", over nogle kvadrat kilometer støvet, overophedet, dansk sommerlandskab, øst for Odder. Det var hemmeligheden... dette nærvær... denne sitren af kærlighed...
 
Og så var det op i sadlen igen. På vejen hjem fra Odder. På vej hjem til Århus. På vej hjem til en fortsat arbejdsuge. På vej hjem i forundring og tak!
Og på vej mod en stadig fordybelse i bønnen; "Herre vis mig din vej og giv mig mod til at gå den"... også når man føler sig 'grøn' og 'uerfaren' !!!