I 2004 vandrede vi til Vadstena i Sverige; i 2007 var målet Nidaros Domkirke i Trondheim, og i 2010 går vi til Viborg, hvor vi mødes med de andre pilgrimme, der kommer vandrende fra andre verdenshjørner. En af flere ruter vandres sydfra ad Hærvejen:
Vi går 15 -28 km. om dagen og overnatter bl.a. og overnatter på gårde og i lader, som Andreas Blinkenberg har lavet til pilgrimsherberger. Disse herberger er blevet indviet sidste sommer. På denne smukke tur går vi hele ruten på 290 km. – fra Padborg ved den dansk-tyske grænse til domkirkebyen Viborg. Man kan vælge at gå begge uger, eller blot én af ugerne (26. juni - 3. juli / 3.-10. juli) med skift i Jelling.
Ved andagter vil vi lade os inspirere af Bibelens mange vej-metaforer. Undervejs vil vi leve os ind i ”de syv pilgrimsnøgler”: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. På vandringerne får vi et Guds ord med på vejen. Det sker bl.a. i form af gudstjenester og andagter undervejs. Vi skal besøge en masse kirker undervejs og opleve herbergernes værtsfolk. Men først og fremmest skal vi glæde os over sommeren i « Vorherers grønne katedral ». Vi følges ad og skiftes til madlavning undervejs.
Pilgrimspræst Elisabeth Lidell leder vandringen.
Deltagerantal: 20 personer. Alle er velkomne. Pris: Begge uger: 5.000 kr.; én uge: 2800 kr. inkl. kost, logi og pilgrimspas. Tilmelding og depositum: 500 kr. til lidell@webspeed.dk senest 1. april: reg.nr. 4625, kontonr. 4180 833 218. Mærk indbetalingen: "Hærvejen" (enten: begge uger, 1. uge eller 2. uge) og husk tydelig afsender med navn, adresse, tlf. og mail. Det resterende beløb betales inden 20. maj, hvorefter der udsendes deltagerbrev. Depositum bortfalder ved framelding.
Vi søger en "bilgrim" - en person med bil, der vil hjælpe os med at
transportere bagagen. Måske ønsker du, kære læser at være med i
pilgrimsfællesskabet på denne måde?